Kom på forkant med klimatilpasningen

Interview med Niels Hav Hermansen, KTC, leder af Natur og Miljø i Frederikssund Kommune.

Hvorfor er Regn & Byer et vigtigt projekt?
Regn & Byer bliver et spring i måden at gå til tingene på. Det bliver ganske enkelt en trædesten i processen fra en projektkultur til en ny norm for samarbejdet mellem kommune og vandselskab. Man kan kalde det et udviklingsprojekt, der munder ud i en velbegrundet måde at arbejde med klimatilpasning på.

Hvad får man ud af at deltage i Regn & Byer?
Hvis man helt konkret står overfor at skulle i gang med klimatilpasning i et område, er det oplagt at slå til nu. Man kan få en fantastisk faglig sparring og selvfølgelig få meget profilering ud af at være de første til at udvikle de redskaber, som bliver resultatet af Regn & Byer. Hvis man deltager, får man ikke kun hjælp til et konkret projekt men også hjælp til at danne en samarbejdsplatform til fremtidige projekter.

Samarbejdet mellem kommuner og vandselskaber fungerer mange steder godt, men ofte er det gode samarbejde hængt op på enkelte ildsjæl. Derfor handler det om at få etableret en mere fast og struktureret måde at gå til projekterne på - det er noget, som Regn & Byer kan bidrage med.

Hvorfor er KTC en del af partnerskabet bag Regn og Byer?
Byudvikling og klimatilpasning, vand og natur og grønne områder er alt sammen helt centrale emner for KTC’s medlemmer. Og samspillet mellem emnerne er en spændende udfordring for os alle. Og det er områder hvor der ikke bare er en forventning om at vi er opmærksomme på problemerne, men også at vi har løsningerne.  
Vi har derfor en meget stor interesse i de arbejdsopgaver, der dækkes med Regn & Byer. Det nye og spændende ved Regn & Byer er, at man kan få et værktøj, som man kan bruge i planlægningen af de projekter, som er mest relevante at tage fat i. Det kan være med til at belyse, hvor vi som samfund får mest for pengene. Redskabet kommer til at være godt for den politiske proces, bl.a. fordi det kan bruges til at præsentere de projekter, som giver størst merværdi.