Mere værdi gennem samarbejde

Interview med Pelle Lind Bournonville, Projektchef v. Realdania.

Hvorfor er Regn & Byer et vigtigt projekt?
Med Regn & Byer ønsker vi at styrke klimatilpasningen ved at hjælpe kommuner og vandselskaber med at strukturere deres samarbejde. Målet er, at de nemt skal kunne finde de projekter, hvor de gennem samarbejde både kan spare penge og skabe samfundsmæssig merværdi.


Vi er bevidste om, at der er mange kommuner, som er udfordret økonomisk, og umiddelbart ikke har ressourcerne til at gå ind i et samarbejde med vandselskaberne. Derfor skal Regn & Byer hjælpe kommunerne og vandselskaberne med at finde de projekter, hvor der både er god økonomi og masser af livskvalitet i at gennemføre et projekt.


Endelig er det vigtigt at tilføje, at Regn & Byer ikke kun vil handle om de økonomiske og samfundsmæssige gevinster ved klimatilpasning med merværdi. Vi vil også sætte fokus på de miljømæssige effekter og undersøge, hvordan vi kan være fortalere for en klimatilpasning, der ideelt set fører til drivhusgasbesparelser.


Hvad får man ud af at deltage i Regn & Byer?

Man skal søge om deltagelse i Regn & Byer, hvis man står over for at skulle gå fra plan til handling i klimatilpasningen. Som deltager vil du som kommune og vandselskab få både økonomisk og vidensmæssig støtte til at få organiseret samarbejdet og identificeret de projekter, som har potentiale til videre arbejde.


Deltagerne får også førstehåndsintroduktion til et nyt beregningsværktøj. Værktøjet skal hjælpe med at identificere de projekter, som har størst økonomisk og samfundsmæssig værdi. Det er målet, at redskabet på sigt skal fungere som et af de centrale værktøjer på området. Som deltager får man mulighed for at teste og bidrage til det færdigudviklede værktøj.

Og så skal vi ikke glemme, at deltagelse i Regn & Byer i sidste ende kommer til at gavne borgerne i de enkelte kommuner, der nu får mulighed for at udvikle klimatilpasningsprojekter på et beslutningsgrundlag, der giver den største samfundsøkonomiske værdi”.

Hvorfor er Realdania en del af partnerskabet bag Regn & Byer?
Realdania har gennem de sidste fem år støttet en række projekter, der har fokus på at skabe merværdi i klimatilpasning. Projekterne har vist, at der kan være store samfundsmæssige gevinster i at tænke klimatilpasning sammen med andre funktioner. Regn & Byer skal ses som en udvidelse af vores tidligere kampagne VANDPLUS. Denne kampagne satte fokus på potentialerne ved at gennemføre enkeltstående projekter. Nu tager Regn & Byer indsatsen til det næste stadie, hvor vi kobler klimatilpasning med planlægning og understøtter indsatsen med konkrete værktøjer.