Tommerup - Den blå landsby

Assens Kommune og Assens Forsyning vil lægge grunden for deres fremtidige samarbejde ved at gennemføre deres første fælles klimatilpasningsprojekt. Projektet finder sted i landsbyen Tommerup og tager afsæt i genåbning af et rørlagt vandløb.

I landsbyen Tommerup på Fyn har det nuværende kloaksystem ikke længere kapacitet til at håndtere de stigende vandmængder. Samtidig er der problemer med et rørlagt vandløb gennem byen, som landsbyen oprindeligt er vokset op omkring. Med deltagelse i Regn & Byer vil Assens Kommune og Assens Forsyning tænke de to udfordringer sammen og kombinere dem med et ønske om at styrke bosætningen i Tommerup.

Konkret vil projektet fokusere på, hvordan vandløbet kan åbnes op, og hvordan den eksisterende rørledning kan overgå til at være en regnvandsledning. På den måde kan begge udfordringer blive løst på én og samme gang, samtidig med at landsbyen tilføjes rekreative kvaliteter. 

For Assens Kommune og Assens Forsyning er projektet i Tommerup det første samarbejdsprojekt. De vil derfor bruge deltagelsen i Regn & Byer til at opbygge et langsigtet samarbejde. Dertil vil de udvikle en fælles metodik til, hvordan de sammen kan beregne og beskrive de samfundsøkonomiske gevinster ved at lave fælles projekter, som løfter flere dagsordner på én gang. Startskuddet bliver i Tommerup, hvor de i fællesskab vil klimatilpasse, styrke naturkvaliteten, skabe rekreative muligheder for byens borgere og styrke bosætningen.