Roskilde Bymidte

Roskilde Kommune og Fors vil bruge deres deltagelse i Regn & Byer til at bane vej for et nytænkende, bredt forankret og langsigtet samarbejde mellem kommune og forsyningsselskab. De tager afsæt i et nyt byudviklingsområde syd for Roskilde Station.

I Roskildes allerede tætte bymidte bliver en ny bydel i stationsområdet ’Ny Østergade’ planlagt. Bydelen skal skabe nye sammenhænge og synergi mellem byen nord og syd for jernbanen med et nyt stormagasin, hotel og blandede boformer tæt integreret med nyt butiks- og caféliv. Der er generelt ikke noget problem med oversvømmelser i Roskilde Bymidte, fordi bymidten ligger på en skråning ned mod Roskilde Fjord. Det nye byområde ligger dog syd for jernbanen, der skær sig gennem Roskilde bymidte. Jernbanen udgør en barriere for det regnvand, som falder i det nye byområde. Det er derfor nødvendigt at tænke nyt, når det nye tætbebyggede område skal klimatilpasses.

Med deltagelsen i Regn & Byer vil Roskilde Kommune og Fors sætte fokus på, hvordan klimatilpasning på innovativ vis, kan blive tænkt ind i udviklingen af Ny Østergade og understøtte `synligt vand i bymidten´ jf. Roskilde Klimahandleplan. Det skal bl.a. afdækkes i hvor høj grad regnvandet skal løftes op på overfladen i Ny Østergade-området, og hvordan det kan håndteres på den nordlige side af jernbanen. Her vil vandet kunne blive ledt gennem Folkeparken, som er en af Roskildes store parker. Parken ville således kunne få et rekreativt løft, samtidig med at parken ville kunne have rum til at håndtere vandet på overfladen. Samfundsøkonomiske beregninger vil skabe overblik over, hvor det giver størst værdi at klimatilpasse og spiller derfor en væsentlig rolle i dette arbejde.

På længere sigt er det ambitionen, at deltagelsen i Regn & Byer skal styrke kommunens og vandselskabets langsigtede samarbejde. Erfaringerne fra projektet deles tillige i et fagligt netværk, som Fors har etableret på tværs af de tre kommuner, som ejer forsyningsselskabet. Udover Roskilde er det tillige Lejre og Holbæk kommuner.